Sansning betyder ”modtagelse af stimuli fra omverden via receptorer” - (Mogens Hansen mfl.)
Kroppen modtager konstant sanseimpulser der strømmer til hjernen. De bliver først registreret, når der sker en forandring af stimuli. Før vi kan udvikle og styrke vores sanser, er det vigtig, at vide hvilke sanser der findes, samt hvordan de aktiveres. De vigtigste sanser kaldes primærsanserne, fordi de er de tidligst udviklede, og er tilstede fra fødslen. Man kalder dem også nærsanserne, fordi sanseindtrykkene kommer fra egen krop. Det drejer sig om den vestibulære sans, den kinæstetiske sans, den proprioceptive sans og den taktile sans. De øvrige sanser er sekundærsanserne, som også kaldes fjernsanserne, fordi sanseindtrykkene kommer udefra. Det drejer sig om den visuelle sans, den auditive sans, smags- og lugtesansen. Alle sansesystemerne er vigtige for både overlevelse og oplevelse. Allerede fra fødslen kan barnet bruge alle sine sanser. For at modne barnet naturligt skal sanserne udvikles gennem leg og aktivitet. Sansernes indtryk samles i hjernen, sanseintegrationen opstår. Overalt i Happelappeland stimuleres børnenes sanser.
Den vestibulære sans findes i det indre øre. Mange kalder den balancesansen. Den registrerer hovedets stilling i forhold til tyngden/lodlinjen, kroppens retningsændring, hastighedsændring og fald. Den vestibulære sans kræver et tæt samarbejde mellem mange forskellige sansesystemer. Fx har den kinæstetiske, den proprioceptive, den taktile og den visuelle sans indflydelse på balanceevnen. Den vestibulære sans styrkes fx i Happelappeland, når man triller ned ad ”Rejsebanen”. Ligeledes ved ”Soldaterbroen”, hvor underlaget kommer til at virke gyngende, når man løber over den.
Den kinæstetiske sans registrerer muskler (muskelspænding), bevægelse og sikrer præcision, dvs. at man hele tiden ved, i hvilken stilling kroppen er. Hjernen får feedback fra muskler, sener og led samt information om position, vægt og kraft. Den fortæller hjernen, om benet er bøjet eller strakt, eller om der bliver trukket i armen osv. Det kinæstetiske sansesystem er nært knyttet til den proprioceptive, den vestibulære og den taktile sans. Det er nødvendigt med tæt samarbejde mellem disse og den kinæstetiske sans for, at barnet kan udvikle smidige og velkoordinerede bevægelser. Den kinæstetiske sans bruges de fleste steder i Happelappeland, hvad enten vi kryber, kravler, går, løber, hopper eller springer.
Den proprioceptive sans registrerer sanseimpulser fra receptorer (nerver, som modtager sanse-indtryk, dvs. reagerer over for stimuli) i muskler, sener og led. Sansecellerne reagerer på ændring i træk og tryk i muskler, sener, ledkapsler og ledflader. Fungerer dette sansesystem, bevirker det, at man kan gøre ting uden at tænke over det (automatisering). I Happelappeland får børnene mulighed for mange gentagelser. Børnene får en fornemmelse af deres egen krop, i forhold til rum og retning, ud fra de impulser der kommer fra kroppen.
Den taktile sans har sanseceller spredt overalt på kroppen. Disse celler registrerer berøring, tryk, smerte og temperatur. At blive berørt af blide og kærlige hænder har stor betydning for barnets tryghed og udvikling. Det giver en god kropsbevidsthed og en positiv selvopfattelse. Den taktile sans aktiveres, når børnene berører hinanden og redskaberne. Fx kommer børnene meget tæt på hinanden i ”Den lange bange slange”. Sanglegen ender med, at alle skal kilde hinanden. Da det er en sangleg, bliver det legalt at røre hinanden. I Happelappeland, lægger vi vægt på, at børnene har bare tæer. Det giver dem en bedre fornemmelse af, hvilket underlag de befinder sig på. Den taktile sans stimuleres mere, når børnene har lidt tøj på.
Den visuelle sans er hos et spædbarn sløret på længere afstande. Barnet kan i begyndelsen kun se noget på nært hold. Synssansen bliver for de fleste efterhånden en meget dominerende sans, fx aflæser vi hinandens kropssprog, når vi taler sammen. I Happelappeland bruger vi den visuelle sans til fx at afspejle, hvordan redskabsopstillingernes form og figurer ser ud.
Den auditive sans udvikles allerede i fostertilstanden. Spædbarnet kender sin mors stemme, og føler sig tryg ved at høre hendes hjertelyd, som det klart kender fra tiden inde i maven. Hørelsen er i den første tid sløret på længere afstande, hvilket bevirker at barnet ikke bliver ængstelig over alle de nye, uventede lyde, der er omkring det. Den audiotive sans bruges i hele Happelappeland, da det hele foregår med musik og fortællinger.
Smagssansen informerer barnet om det, det har puttet i munden, smager salt, surt, bittert eller sødt. Barnet får oplysninger og oplevelser ved at smage på forskellige ting f.eks. legetøj, mad og drikkevare. Det kan være svært at bruge smagssansen, i Happelappeland. Dog kan man enkelte gange opleve at børnene, bider i skumredskaberne. Det kender vi fra små børn, som putter ting i munden, for at undersøge dem. Smagesansen er tæt forbundet med lugtesansen.
Lugtesansen giver os lige fra fødslen livsvigtige oplysninger. Det nyfødte barn kan kende sin mor og hendes duft, så det er klar over, hvor det skal søge omsorg, beskyttelse og kontakt. Man opfatter ikke lugtesansen, som særlig vigtig, i forhold til musik og bevægelse. Når vi kommer i en gymnastiksal, vil der være en lugt, som vi hurtigt kommer til at forbinder med sved og bevægelse. Denne duft vil fortælle kroppen, at her er der plads til fart og aktivitet. I sanglegen ”Den lange bange slange”, aktiveres lugtesansen. Børnene kommer til at stå meget tæt sammen, og vil få fornemmelsen af, hvordan de andre dufter.
Sanseintegration er et ordnet samspil mellem de ovenstående sanser. Det danner et grundlag for, hvordan børn opfatter sig selv, og hvordan vi opfatter verden. Ved at have en teoretisk viden om sanserne ved vi, at al indlæring bygger på integration. I Happelappeland får barnet stimuleret alle sanser. Vi skal dog være opmærksomme på, at for mange sanseindtryk, kan overstimulere barnet, i værste fald kan det ende med, at barnet kan blive hyperaktiv.
”Man kan ikke lære et barn at læse og skrive, før dets sanseapparat fungere” - (Koch, Børg)